I denne uge foretager vi to nye funktionsforbedringer i vores rapportering af gennemsynskonvertering, så du mere effektivt kan måle investeringsafkastet af dine displaykampagner på Googles indholdsnetværk. Rapportering om gennemsynskonvertering, som vi lancerede sidste år, hjælper dig med at måle de konverteringer, der gennemføres af brugere, der har set, men ikke klikket på dine displayannoncer. De forbedringer, vi foretager, vil give dig mulighed for at tilpasse denne rapportering, så den bedre passer til dine behov.
Vindue til gennemsynskonvertering, der kan tilpasses
Du kan angive et tilpasset tidsinterval for vinduet, så det passer til den tid, hvor du vil have rapporteret gennemsynskonverteringer. Tidligere var dette vindue indstillet til 30 dage, så vi rapporterede om antallet af gennemsynskonverteringer, der indtraf op til 30 dage, efter en bruger havde set din annonce. Nu vil du kunne tilpasse dette tidsinterval ud fra, hvad der giver mening for dit produkt eller din tjeneste. Hvis du f.eks. har et lokalt pizzeria, og du gerne vil have brugerne til at downloade en kupon, så de kan bestille en pizza, vil brugerne normalt reagere på din annonce inden for en dag eller to, efter at de har set den. Så du kan f.eks. indstille et rapporteringsvindue, der er meget kortere, end hvis du var en bilforhandler, hvor det ville kunne tage flere uger, inden en bruger planlægger en prøvetur, idet der for bilmarkedet er en længere salgscyklus.
Deduplikering af rapportering om søgekonvertering
Endvidere får du mulighed for at ekskludere rapportering af gennemsynskonverteringer, der er duplikerede på tværs af både søge- og indholdsnetværket. Hvis du aktiverer denne funktion, vil vi ekskludere de konverteringer fra dine rapporter om gennemsynskonvertering, der kommer fra brugere, som også har klikket på dine søgeannoncer. Disse konverteringer vil kun blive knyttet til dine søgeannoncer.
Hvis du beslutter dig for at aktivere disse indstillinger for dine kampagner, skal du huske, at de vil påvirke data, der går fremad i din konto.
Vi er overbeviste om, at disse forbedringer vil gøre rapportering af gennemsynskonvertering mere præcis og fleksibel for dig. Hvis du i dag benytter gennemsynskonverteringssporing, vil vi anbefale, at du overvejer disse to nye muligheder og implementerer dem ud fra dine specifikke behov. Men prøv at undgå at skifte frem og tilbage mellem aktivering og deaktivering af disse indstillinger, da det vil gøre dine kampagnemålinger uklare.
Hvis du annoncerer ved hjælp af displayannoncer på Googles indholdsnetværk, men du er ny bruger af gennemsynskonverteringssporing, vil vi anbefale dig at implementere funktionen, så du kan spore investeringsafkastet af dine displaykampagner mere effektivt. Husk, at displayannoncers effektivitet ofte går ud over umiddelbare klik og konverteringer, f.eks. fra brugere, der besøger dit websted og gennemfører et køb, efter at have set din displayannonce, selv om de ikke havde klikket på displayannoncen. Få flere oplysninger i Hjælp.